Om lægehuset


Der har været praksis på Birkevej 4A i Skibby siden 1936. Lægehuset har i øjeblikket en fast læge tilknyttet samt hyppigt en eller flere uddannelseslæger. Patienterne kommer primært fra Frederikssund Kommune (Region Hovedstaden), men vi har også mange patienter fra Lejre Kommune (Region Sjælland). Skibby har eget apotek med apoteksudsalg i de nærliggende småbyer. Der findes også lokal fysioterapi, fodterapeut, høreklinik mv.

Praksis har tilmeldt ca. 1.700 patienter - som patient er du tilmeldt lægehuset og ikke den enkelte læge. Du kan naturligvis altid bestille tid hos den læge, du kender bedst, men i akutte tilfælde betjenes man af lægen med akutfunktionen. Vi er til hverdag 1 fast læge, 1-2 uddannelseslæger, 2 sygeplejersker og en sekretær. Vi fungerer som uddannelsessted for medicinstuderende, læger i klinisk basisuddannelse samt læger under uddannelse til speciallæge i almen medicin.

I praksis møder vi på den ene eller anden måde alle slags sygdomme. En stor del af tiden tager vi os af patienter med kroniske sygdomme såsom sukkersyge, KOL med videre. Vi foretager en del mindre indgreb med oplægning af spiraler samt små operationer med fjernelse af diverse hudforandringer og forefaldende skadestuearbejde. Forebyggelse af sygdom er også en stor del af hverdagen med forebyggende undersøgelser af børn og gravide, vaccinationer mv. Som særligt tilbud tilbyder vi akupunktur på højt niveau til mange forskellige sygdomme og tilstande, herunder mange smertetilstande samt som supplement til konventionel medicinsk behandling.